GENOPBYGNINGEN AF ET DELT KONTINENT

Grænserne blev lagt om, og hele befolkningsgrupper blev tvangsflyttet. De vestallierede accepterede, at Polens grænser blev rykket vestpå, og at Sovjetunionen beholdt kontrollen over de baltiske lande. Også i Italien, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Tjekkoslovakiet skete der grænseændringer. Tyskland og Østrig blev inddelt i besættelseszoner.

. Den akutte mangel på mænd betyder, at det især er kvinder, unge og krigsfanger, der står for genopbygningsarbejdet.

Brødkøer er et almindeligt syn, og opfindsomme mennesker genbruger alt, hvad de kan skrabe til sig af brændsel, tøj og andre fornødenheder.

Skarpe ideologiske forskelle mellem de vestlige liberale demokratier og den østlige kommunisme dukkede igen op til overfladen og øgede mulighederne for en ny verdenskrig.

Marshallplanens midler blev tilbudt de fleste vest- og østeuropæiske lande, men Sovjetunionen pålagde regeringerne i de lande, der var under sovjetisk indflydelse, at afvise tilbuddet, hvilket bidrog til en udvidelse af den kløft, der delte kontinentet. Da planen stoppede, havde alle modtagerlande nået økonomiske niveauer, der var højere end i tiden før krigen.

Både vestblokken og østblokken var fast besluttet på at fremstille deres særlige samfundsmodel som overlegen. I øst fastholdtes idéen om, at den kommunistiske ideologi ville fortrænge kapitalismen, og der blev indført statslig planøkonomi og et étpartisystem. Disse økonomiske og politiske forhold blev præsenteret som blot et mellemstadie på vejen mod et klasse- og statsløst samfund.

Den S-formede plasticstol, som blev skabt af den danske designer Verner Panton, er et typisk produkt fra denne periode. Designere i de kommunistiske lande var lige så ivrige efter at fremvise deres evner inden for design, og Østtyskland fremstillede kort tid efter sin egen Z-formede stol.

Der fandt enorme ændringer sted i de europæiske uddannelsessystemer i denne periode. Den offentlige finansiering øgedes på alle niveauer takket være blomstrende økonomier og velfærdsstaten, hvilket gav bedre adgang for flere børn og unge – uddannelse var ikke længere kun for et privilegeret mindretal.

Der blev bygget satellitbyer og boligkomplekser efter principperne i modernistisk arkitektur. Kilometer efter kilometer af identiske grå cementblokke rejste sig sammen med transport- og socialcentre. De negative konsekvenser for folks liv af en så ekstrem funktionalisme og streng æstetisk standardisering blev først anerkendt senere.

Denne stol fra Eastmaninstituttets tandklinik for børn minder os om, at sundhedsvæsenet i førkrigstidens Europa i høj grad var afhængigt af gaver fra private donorer såsom den amerikanske forretningsmand George Eastman. I 1930'erne grundlagde og sponsorerede han flere tandlægeklinikker i Europa, som efter krigen blev indlemmet i det offentlige sundhedsvæsen.

Tidligere var det forbeholdt de rige at eje en bil, men dette blev nu en mulighed for stadigt flere, og det blev et symbol på Europas velstand. I østblokken, hvor produktionen aldrig kunne imødekomme efterspørgslen, var biler imidlertid en luksusvare, og ventelisterne var nogle gange på flere år.  Ikoniske modeller såsom italienske FIAT solgte licenser til andre lande på kontinentet.

I Vesteuropa voksede håbet om et forenet Europa, i takt med at Europa følte sig stadig mere fanget mellem de to supermagter. Langsomt banede idéen om kontinentet som "den tredje magt" vejen for øget grænseoverskridende samarbejde.

Hvis der skulle være et "Europas Forenede Stater", var der brug for konkrete elementer såsom pas og en fælles valuta. Så tidligt som i 1940'erne førte en uafhængig forening med navnet Europabevægelsen kampagne for dette ved at uddele modeller for europæiske identitetskort og pengesedler.

Læg mærke til, at der står EUROP og ikke EUROPA på denne jernbarre fra 1953. Det sidste bogstav "E", som skal med på fransk, eller "A", som kommer til sidst på tysk, nederlandsk og italiensk, er udeladt. Det er et slående eksempel på, at kompromisser udgjorde essensen af det nye Europæiske Kul- og Stålfællesskab.

Kunstnerparret Ritula Fränkel og Nicholas Morris skabte i 2001 kunstværket Josefs frakke. Frakken havde tilhørt Ritulas far, Josef Fränkel, en overlevende fra Shoah.