GENOPBYGNINGEN AF ET DELT KONTINENT
Perioden efter 1945: Europa ligger i ruiner, er sat uden for indflydelse og splittet mellem to modstridende verdensmagter – USA og Sovjetunionen.
Flere vesteuropæiske lande indledte i fælles frygt for kommunismen et samarbejde på overnationalt niveau for at tæmme nationalismen og mindske risikoen for krig.
I Østeuropa betød befrielsen for mange imidlertid udskiftningen af det nazistiske tyranni med sovjetisk kontrol.
GENOPBYGNINGEN AF EUROPA
1945 – Europa ligger i ruiner, befolkningen mangler mad, brændsel og tag over hovedet. Der er et påtrængende behov for overlevelsesstrategier, og krigstidens varerationering fortsætter, så de mest basale behov i det mindste kan blive opfyldt. Der er millioner af flygtninge, tvangsforflyttede og personer i eksil, som alle skal huses. Europa er i vid udstrækning afhængigt af hjælp udefra.
Grænserne blev lagt om, og hele befolkningsgrupper blev tvangsflyttet. De vestallierede accepterede, at Polens grænser blev rykket vestpå, og at Sovjetunionen beholdt kontrollen over de baltiske lande. Også i Italien, Bulgarien, Rumænien, Ungarn og Tjekkoslovakiet skete der grænseændringer. Tyskland og Østrig blev inddelt i besættelseszoner.
DEN KOLDE KRIG
Mellem 1945 og 1949 opstod der en kløft mellem de tidligere allierede magter over alle internationale problemstillinger med USA, Storbritannien og Frankrig på den ene side og Sovjetunionen på den anden. Atombombningen af Japan i 1945 indvarslede, at USA var blevet den nye globale magt. I 1949 skulle Sovjetunionen opnå samme status ved at udvikle sin egen atombombe.
Skarpe ideologiske forskelle mellem de vestlige liberale demokratier og den østlige kommunisme dukkede igen op til overfladen og øgede mulighederne for en ny verdenskrig.
Marshallplanens midler blev tilbudt de fleste vest- og østeuropæiske lande, men Sovjetunionen pålagde regeringerne i de lande, der var under sovjetisk indflydelse, at afvise tilbuddet, hvilket bidrog til en udvidelse af den kløft, der delte kontinentet. Da planen stoppede, havde alle modtagerlande nået økonomiske niveauer, der var højere end i tiden før krigen.
Både vestblokken og østblokken var fast besluttet på at fremstille deres særlige samfundsmodel som overlegen. I øst fastholdtes idéen om, at den kommunistiske ideologi ville fortrænge kapitalismen, og der blev indført statslig planøkonomi og et étpartisystem. Disse økonomiske og politiske forhold blev præsenteret som blot et mellemstadie på vejen mod et klasse- og statsløst samfund.
VELFÆRDSSTATEN SKABES
I 1950'erne og 1960'erne oplevede de fleste mennesker overalt i Europa en væsentlig forbedring af deres levevilkår. Økonomisk vækst og indførelsen af velfærdsstaten sikrede bedre boligforhold, uddannelse, sundhed og sociale ydelser.
I Vesteuropa gik den offentlige planlægning hånd i hånd med genopbygningen af den private sektor. I den kommunistiske sfære kontrollerede statslige planøkonomier alle nationale ressourcer og greb ind i borgernes dagligdag efter forgodtbefindende. Forskellene mellem markeds- og planøkonomier var umiskendelige.
Den S-formede plasticstol, som blev skabt af den danske designer Verner Panton, er et typisk produkt fra denne periode. Designere i de kommunistiske lande var lige så ivrige efter at fremvise deres evner inden for design, og Østtyskland fremstillede kort tid efter sin egen Z-formede stol.
Der fandt enorme ændringer sted i de europæiske uddannelsessystemer i denne periode. Den offentlige finansiering øgedes på alle niveauer takket være blomstrende økonomier og velfærdsstaten, hvilket gav bedre adgang for flere børn og unge – uddannelse var ikke længere kun for et privilegeret mindretal.
Der blev bygget satellitbyer og boligkomplekser efter principperne i modernistisk arkitektur. Kilometer efter kilometer af identiske grå cementblokke rejste sig sammen med transport- og socialcentre. De negative konsekvenser for folks liv af en så ekstrem funktionalisme og streng æstetisk standardisering blev først anerkendt senere.
Denne stol fra Eastmaninstituttets tandklinik for børn minder os om, at sundhedsvæsenet i førkrigstidens Europa i høj grad var afhængigt af gaver fra private donorer såsom den amerikanske forretningsmand George Eastman. I 1930'erne grundlagde og sponsorerede han flere tandlægeklinikker i Europa, som efter krigen blev indlemmet i det offentlige sundhedsvæsen.
Tidligere var det forbeholdt de rige at eje en bil, men dette blev nu en mulighed for stadigt flere, og det blev et symbol på Europas velstand. I østblokken, hvor produktionen aldrig kunne imødekomme efterspørgslen, var biler imidlertid en luksusvare, og ventelisterne var nogle gange på flere år. Ikoniske modeller såsom italienske FIAT solgte licenser til andre lande på kontinentet.
MILEPÆLE I DEN EUROPÆISKE INTEGRATION I
Sovjetunionens kontrol over Østeuropa og den fastlåste situation med USA gav verden to nye begreber: Jerntæppet og Den Kolde Krig. Med amerikansk støtte blev der skabt bedre betingelser for et tættere samarbejde i Vesteuropa.
I Vesteuropa voksede håbet om et forenet Europa, i takt med at Europa følte sig stadig mere fanget mellem de to supermagter. Langsomt banede idéen om kontinentet som "den tredje magt" vejen for øget grænseoverskridende samarbejde.
Hvis der skulle være et "Europas Forenede Stater", var der brug for konkrete elementer såsom pas og en fælles valuta. Så tidligt som i 1940'erne førte en uafhængig forening med navnet Europabevægelsen kampagne for dette ved at uddele modeller for europæiske identitetskort og pengesedler.
Læg mærke til, at der står EUROP og ikke EUROPA på denne jernbarre fra 1953. Det sidste bogstav "E", som skal med på fransk, eller "A", som kommer til sidst på tysk, nederlandsk og italiensk, er udeladt. Det er et slående eksempel på, at kompromisser udgjorde essensen af det nye Europæiske Kul- og Stålfællesskab.
ERINDRINGEN OM SHOAH
Tavshed, fornægtelse, fortrængning; således blev Holocaust eller Shoah, som det kaldes på hebraisk, behandlet i efterkrigstiden.
Nationerne var desperate efter at genvinde selvværdet og lagde følelserne af skyld og medskyld til side for i stedet at hengive sig til mindet om deres egne lidelser og trængsler. Den Kolde Krigs nye realiteter gjorde det lettere at ignorere fortidens fejl.
I dag står anerkendelsen af denne hidtil usete forbrydelse mod menneskeheden dog helt centralt i debatten om en europæisk erindring.
Kunstnerparret Ritula Fränkel og Nicholas Morris skabte i 2001 kunstværket Josefs frakke. Frakken havde tilhørt Ritulas far, Josef Fränkel, en overlevende fra Shoah.