EUROPA: EN VERDENSMAGT
Det 19. århundrede var en revolutionær periode i den europæiske historie og en tid med store omvæltninger inden for alle livets områder. Menneskerettigheder og borgerrettigheder, demokrati og nationalisme, industrialisering og systemer med fri markedsøkonomi indvarslede alle en periode med forandringer og muligheder.
Ved udgangen af århundredet havde Europas globale magt nået sit højdepunkt. Men de sociale spændinger og internationale rivaliseringer ulmede – og i begyndelsen af det 20. århundrede eksploderede det alt sammen i konflikt.
POLITISKE FORANDRINGER
Det 19. århundrede – revolutionernes tidsalder! Den Franske Revolution i 1789 blev en inspirationskilde for folk overalt i Europa, som satte sig op mod de aristokratiske, herskende klasser og kæmpede for udvikling af borger- og menneskerettigheder, demokrati og national uafhængighed.
Nationalismen opstod som et revolutionært krav, der lovede borgerne mere inddragelse i demokratiet, men den var baseret på udelukkelse af andre gennem forestillingen om en verden af nationale territorier beboet af etnisk ensartede folk. Nogle visionære europæere håbede dog på, at kontinentet ville blive til en enhed, der rakte ud over de nationale tilhørsforhold.
Revolutionære i hele Europa satte sig op mod aristokratiske privilegier og den traditionelle orden. Navnlig revolutionerne i 1848–1849 blev en milepæl i kampen for lighed, selvbestemmelse og menneskerettigheder – mål der vækker kraftig genklang også i vores egen tid.
Den Franske Revolution i 1789 blev et vendepunkt i europæisk historie. De eksisterende politiske systemer blev undergravet, efterhånden som idealerne om "frihed, lighed og broderskab" bredte sig ud over kontinentet. De franske revolutionæres storm på Bastille-fængslet i Paris den 14. juli 1789 er blevet et berømt symbol på modstand mod et korrupt styre og aristokratiske privilegier.
Legender, myter og en glorværdig fortid blev alle vigtige elementer for de nationale bevægelser, der forsøgte at skabe en national identitet – en identitet, man forestillede sig var særegen og unik. Flag, nationalhymner og symboler var blot nogle af de midler, som de nationale bevægelser anvendte for at nå disse mål og styrke deres selvopfattelse.
MARKEDER OG MENNESKER
Røg, damp, fabrikker, støj varslede alt sammen begyndelsen på den industrielle revolution i Storbritannien. I forskellig grad bredte fremstillingsindustrien sig til hele Europa og gjorde kontinentet til verdens førende centrum for industrialisering, finans og handel. Nye teknologiske nyskabelser satte gang i det industrielle fremskridt, og udviklingen af sværindustri blev drevet frem af dampkraften. Produktionsmetoderne blev fuldstændig forandret, og store fabrikker med tusindvis af arbejdere masseproducerede industrivarer og forbrugsgoder.
Arbejderne i det 19. århundrede var lønarbejdere, som ikke havde nogen retlig eller social beskyttelse. De måtte ofte arbejde og bo under forfærdelige vilkår. Først i slutningen af århundredet forbedrede deres situation sig med den gradvise opnåelse af stemmerettigheder.
Industrialiseringen og indførelsen af mekaniseret fremstilling ændrede fuldstændig arbejdsvilkårene for folk i hele Europa.
![Painting man woman seated Belgium 19th century](https://historia-europa.ep.eu/sites/default/files/styles/grid_item_large/public/vanaise-4437dig_web_2.jpg?itok=odJMhSgT×tamp=1501423634 ""Portrait de Monsieur et Madame Georges Hobé"")
Ordet " bourgeoisi ", som stammer fra fransk, beskriver en ny social kategori, som voksede frem af de sociale forandringer, som den industrielle revolution havde medført. De var økonomisk uafhængige, uddannede og tilkæmpede sig politiske rettigheder, og de var således drivkraften bag de økonomiske og politiske forandringer.
VIDENSKAB OG TEKNOLOGI
Fart, dynamik og tro på fremskridt kendetegnede Europa i slutningen af det 19. århundrede. Jernbaner, elektricitet, film, fotografi og nye teorier inden for videnskab og medicin bekræftede Europas førende rolle i denne teknologiske udvikling. En tid fuld af optimisme ventede forude.
Jernbanernes komme viste, at Europa med sin fremgang havde indtaget en sikker teknologisk førerposition på verdensplan. Industrialiseringen bredte sig, og alle sociale klasser fik mulighed for at rejse over lange afstande.
Jernbanerne ændrede det europæiske landskab med anlæggelsen af tunneller, viadukter og broer over forhindringer, der tidligere havde været umulige at passere. I 1882 åbnedes det, der dengang var verdens længste tunnel, den 15 kilometer lange jernbanetunnel, Gotthardttunnelen, som forbandt Nord- og Sydeuropa. Jernbanerne medførte massetransport og turisme.
Telegrafen muliggjorde næsten øjeblikkelig kommunikation mellem fjerntliggende steder. Hvis der blev begået kriminalitet i en by, kunne det hurtigt rapporteres til en anden, og det samme gjaldt verdensmarkedspriserne på råvarer. Undersøiske kabler gjorde kommunikationen global.
Rivalisering mellem nationerne og de internationale spændinger i slutningen af det 19. århundrede blev tydelige på Verdensudstillingen i 1900, hvor der både blev udstillet krigsvåben og landsbyer fra kolonierne. Denne rivalisering skulle på dramatisk vis forme det følgende århundrede.
IMPERIALISME
I det 19. århundrede var Europa globalt dominerende. Imperierne ekspanderede, og koloniernes antal voksede – alt sammen drevet energisk frem af den industrielle revolution. Kolonierne leverede råstoffer og luksusvarer for at imødekomme den stigende efterspørgsel, og samtidig var de også store lovende markeder for afsættelse af europæiske produkter. Overgreb og ulighed blev undskyldt som et nødvendigt element i "civiliseringen" af de vilde. Slaveriet blev gradvist bragt til ophør, men blev efterfulgt af nye former for intolerance og racisme.
I 1914 herskede europæiske lande over omkring 30 % af verdens befolkning. Europa havde igennem flere hundrede år været involveret i oversøiske opdagelsesrejser og oversøisk handel, og de resultater, som den industrielle revolution kastede af sig, satte Europa i stand til at stramme grebet om andre verdensdele.
Deltagerne i Berlinkonferencen (1884-1885) opstillede de grundlæggende regler for delingen af det afrikanske kontinent mellem de europæiske magter, uden at afrikanerne selv blev hørt. Ved udgangen af 1900 var der kun tre selvstændige stater tilbage. Senere opdelte de europæiske magter også Asienkortet.
Ny europæisk teknologi skabte redskaber som f.eks. maskingeværer, der var afgørende for kolonialismens ekspansion. Selv i overtal kunne de indfødte intet stille op over for et våben, der kunne skyde 50 gange hurtigere end et almindeligt gevær.
Også inden for Europa blev nogle folk betragtet som racemæssigt "lavere udviklet" end andre. I en sådan racistisk tankegang blev disse befolkningsgrupper som regel beskrevet som hjemmehørende i Europas geografiske og sociale udkant, og de blev ofte betragtet som levende forfædre til det 19. århundredes mere højtudviklede europæiske racer.