Amerikansk politik, Joe Biden og europæisk historie

Efter indsættelsen af Joe Biden som USA's præsident og mere end et halvt årti efter hans besøg i Europa-Parlamentet spurgte vi Huset for Europæisk Historie, i hvilket omfang begge begivenheder har bidraget til europæisk historie...

Hvordan præsenteres de nære transatlantiske bånd, som den kommende præsident beskrev i sin tale til Europa-Parlamentet i 2010, i den permanente udstilling i Huset for Europæisk Historie?

Da den daværende vicepræsident Joseph R. Biden holdt sin historiske tale for Europa-Parlamentet i 2010, indledte han med et citat fra den irske digter og nobelprismodtager W.B. Yeats' digt Easter 1916. Disse linjer, som lyder "alt (er) ændret, fuldstændig ændret, en frygtelig skønhed er født", blev skrevet efter påskeopstanden i Dublin samme år og beskriver, hvordan en skelsættende historisk begivenhed uigenkaldeligt kan ændre det politiske landskab, på hvad der synes at være blot et kort øjeblik.

Da Joe Biden holdt sin tale for Parlamentet i 2010, var verden stadig ramt af eftervirkningerne af den store recession, og det var mindre end ti år efter terrorangrebet den 11. september. Han betragtede derfor forbindelserne mellem USA og Europa i et øjeblik med store forandringer. Det er derfor interessant, at vicepræsidenten i sin tale i vidt omfang henviste til historien og historiens efterdønninger og beskrev, hvordan både en fælles arv og et fælles værdisystem har formet forholdet mellem Europa og USA på sådanne overgangs- og omvæltningstidspunkter. Biden afsluttede sin tale med en umådeholden bekræftelse – som høstede stort bifald fra publikum – af, at USA har brug for et stærkt og forenet Europa i lige så høj grad som Europa har brug for et internationalt engageret USA.

I Huset for Europæisk Historie viser vi mange af disse vigtige historiske forbindelser mellem USA og Europa gennem genstande, billeder og multimedier. Et af de tidligste eksempler i den permanente udstilling er den indvirkning, som Den Amerikanske Revolution i 1776 – der i sig selv var formet af europæiske oplysningstænkere og forfattere – havde på de europæiske revolutioner, navnlig Den Franske Revolution i 1789. Vi viser også europæernes omfattende udvandring til Nordamerika i det 19. århundrede, som havde en varig effekt på begge sider af Atlanten – en arv, som Biden også henviste til i sin tale i 2010. For så vidt angår det 20. århundrede vises i udstillingen de afgørende måder, hvorpå amerikansk intervention påvirkede et Europa, der var splittet af krig. USA's deltagelse i Første Verdenskrig fra 1917 og landets bidrag til skabelsen af en ny verdensorden efter krigen via Paristraktaterne får en plads. Udstillingen behandler desuden den afgørende amerikanske intervention i Anden Verdenskrig og landets rolle i genopbygningen af Europa og den efterfølgende europæiske integrationsproces.

Som begivenhederne i 2020 har vist, navnlig i USA, har vores forståelse af fortiden imidlertid hastigt skiftet fokus i retning af de problematiske perioder i vores fælles historie, som ofte har været fejet ind under gulvtæppet. Historien slutter aldrig. Den transatlantiske slavehandel fra det 17. til det 19. århundrede udgør f.eks. et traumatisk og skamfuldt samlingspunkt for forbindelserne mellem Europa, Afrika og det fremtidige USA. Det er ikke desto mindre et spørgsmål, som museer og historikere er nødt til at behandle.

I Huset for Europæisk Historie afspejles den afgørende rolle, som slaveriet har spillet i den europæisk historie og relevansen heraf i dag, i den indledende del af den permanente udstilling om den europæisk kulturarv. I alle dets facetter, både gode og dårlige, er det dynamiske forhold mellem USA og Europa derfor et centralt element i europæisk historie. Derfor vil det uden tvivl også fremover, som dette forhold forandrer og udvikler sig, optage en central plads i Huset for Europæisk Historie.

Den kommende præsident Joe Biden besøgte Europa-Parlamentet i februar 2015 i sin egenskab af vicepræsident for USA. Er det almindeligt, at højtstående politikere besøger EU-institutionerne? Hvorfor kommer de på besøg, og hvad er de vigtigste samarbejdsspørgsmål, som de fokuserer på?

Forbindelserne mellem USA og Europa strækker sig af åbenlyse historiske grunde længere tilbage i tiden end Anden Verdenskrig, men efter afslutningen af denne verdensomspændende konflikt er de transatlantiske forbindelser blevet tættere på det diplomatiske, kulturelle, økonomiske, militære, sociale og retlige område og på en række andre områder. Med oprettelsen af De Europæiske Fællesskaber og den stadig stigende betydning af EU's rolle på disse områder i forhold til USA og verdenspolitikken kom EU-institutionerne til at spille en central rolle som USA's samtalepartner.

Siden 1995 har der været afholdt 29 topmøder mellem EU og USA, hvor parterne har drøftet, debatteret og er nået til enighed om mange spørgsmål (toldsatser, lovgivning om privatlivets fred, visumgensidighed, internationale traktater som atomaftalen med Iran osv.). Inden for rammerne af dette snævre forhold er besøg af højtstående amerikanske politikere meget almindelig, f.eks. vicepræsident Bidens besøg i 2015, vicepræsident Pences besøg i 2017, men også mange flere af udenrigsministre og delegationer fra USA's Senat og Kongres.

Som led i Huset for Europæisk Histories offentlige forelæsninger blev professor Timothy Snyder for nylig inviteret til at holde en tale om "Hvad tidligere katastrofer kan lære os om fremtidige muligheder". Hvad kan forbindelser og samtaler med amerikanske historikere og kendskabet til deres arbejde lære os om USA og Europas fælles historie. Hvilke nye perspektiver kan de give?

Professor Snyders tilgang er interessant i den forstand, at han i sin onlineforelæsning for Huset for Europæisk Historie og ved andre lejligheder, f.eks. den tale han holdt i Wien på europadagen i 2019, karakteriserer rollen for en amerikansk historiker, der forsker i europæisk historie, som en "outsiderrolle", hvorfra man kan kigge ind. Således er det perspektiv, som han og andre amerikanske akademikere kan bidrage med, en objektiv og konstruktiv kritik af europæiske tilgange til forståelsen og erindringen af fortiden. Snyders budskab til Europa er klart, og det er på én gang både en hyldest og en manen til forsigtighed. "Vi er mere end vores myter", sagde han i 2019.

Selv om værdierne åbenhed, demokrati og internationalt engagement som et middel til at løse uoverensstemmelser gør Europa til et fyrtårn af håb for verden, kan dette håb efter Snyders opfattelse kun realiseres ved at prioritere en objektiv og fælles historie frem for de opmuntrende, men ofte også splittende historiske myter. Dette synspunkt gentages af Synders kollega fra Yale, professor Jay Winter, som også talte ved personligt fremmøde i Huset for Europæisk Historie i tiden før corona i november 2019. Begge disse amerikanske historikere tilbyder sammen med flere andre en unik forståelse af Europas fortid, som har haft stor indflydelse på Huset for Europæisk Historie både i dets udvikling og siden dets åbning. Da begge disse forelæsninger blev holdt hen imod slutningen af den forrige amerikanske præsidents embedsperiode, vil det være interessant at se, hvordan fremtidige politiske ændringer vil blive behandlet af amerikanske og europæiske historikere i de kommende år. En af de få positive sider ved covid-19-krisen har været skiftet til onlinearrangementer, som gør det muligt for os ikke blot at invitere et bredere udsnit af internationale talere til arrangementer, men også samle et internationalt publikum, fra USA og andre steder.

Hvordan arbejder Huset for Europæisk Historie sammen med amerikanske museer for at vise de historiske berøringspunkter mellem USA og Europa?

På en meget specifik måde ville der ikke være noget Huset for Europæisk Historie uden en transatlantisk forbindelse. Den bygning, museet befinder sig i, vores hus, var oprindeligt en del af et netværk af offentlige tandklinikker i hele Europa, der blev grundlagt af den amerikanske filantrop og fotopioner George Eastman. Som led i vores tidlige arbejde med at undersøge bygningens historie og undersøge, hvordan vi kunne inddrage den i vores permanente udstilling, var vi i kontakt med George Eastman Museum i den nordøstlige del af staten New York.

En anden vigtig amerikansk interessepart for Huset for Europæisk Historie har været USA's Holocaust Memorial Museum i Washington DC. Vi har ikke blot nydt godt af besøg og samtaler med højtstående museumsmedarbejdere, men den permanente udstilling har også vist mange fotografier og genstande fra USHMM's samling siden vores åbning i 2017. Vores kolleger i Parlamentarium har også haft æren af at være vært for en midlertidig udstilling fra dette museum: Løgnens højborg: nazipropagandaens magt, der blev vist i begyndelsen af 2018.

Ikke alle vores håb om samarbejde er imidlertid blevet indfriet. For eksempel havde vi et stort ønske om at arbejde sammen med National Museum of Emigration på Ellis-øen i New Yorks havn i forbindelse med vores permanente udstilling, men deres magasiner blev svært beskadigede og gjort utilgængelige under oversvømmelserne som følge af orkanen Sandy i 2012, hvilket gjorde internationale lån umulige. Det er helt sikkert et museum, der skal tages i betragtning i forbindelse med fremtidige projekter, da det er indbegrebet af et erindringssted for kontaktpunkterne mellem Europa og Nordamerika.

Vores midlertidige udstillinger har også undersøgt amerikansk indflydelse i Europa. F.eks. viste vi i udstillingen Ungdom i opbrud: at blive voksen i Europa (fra 1945 til i dag) i 2019/20, hvor vigtig amerikansk kultur, navnlig ungdomskulturen, var i unge europæeres liv efter Anden Verdenskrig, og hvordan den blev noget af en referencekultur for idealerne om personlig frihed på tværs af de politiske kløfter på kontinentet. Selve udstillingens titel Ungdom i opbrud (Restless Youth) stammede fra en rapport udarbejdet af CIA for præsident Lyndon Johnson om den bølge af internationale ungdomsprotester, der spredte sig over hele verden i 1968.

Desuden er flere amerikanske præsidenter repræsenteret i den permanente udstilling, især på grund af deres rolle i udformningen af den nye internationale orden efter store historiske omvæltninger og konflikter, navnlig præsident Woodrow Wilson efter Første Verdenskrig, Franklin Delano Roosevelt efter Anden Verdenskrig og George H.W. Bush efter Berlinmurens fald og kommunismens sammenbrud. Den daværende vicepræsident Richard Nixon optræder også i den berømte "Køkkendebat" i 1959, hvor han står ansigt til ansigt med Sovjetunionens leder Nikita Khrusjtjov i Moskva og forsvarer værdien af amerikansk kapitalisme foran et internationalt tv-publikum!

I betragtning af omfanget af de globale udfordringer ved udgangen af 2020, herunder klimaændringerne, den tiltagende splittelse i det politiske landskab og ekstremisme samt konsekvenserne af den globale pandemi, ser det igen ud til, at forbindelserne mellem Europa og USA befinder sig på en skillevej, ligesom Joe Biden forudså i 2010. Der er derfor ingen tvivl om, at museerne om ca. 20 år også vil udforske og beskrive de nuværende og kommende amerikanske præsidenters handlinger og beslutninger i deres permanente og midlertidige udstillinger. Lad os håbe, at historien være en mild dommer over deres handlinger.